Morgenfruerne bruger tang, fordi den har et unikt indhold af bl.a. mineraler


Når foråret kommer til Læsø, er det tid at trække støvlerne på og drage ud til kysten. Allerbedst på Læsøs nordkyst ved Horneks, som er et naturskønt område med vidtstrakte lyngområder og ikke mindst et unikt havmiljø.
På den årstid er tangen ved Læsøs kyster sprængfyldt med mineraler, vitaminer, antioxidanter og aminosyrer.

Morgenfruerne bruger i vid udstrækning forskellige lokale råvarer: Morgenfruer, brændenælder, honning o.s.v. Og så bruger vi som formentlig de eneste i landet tang i vores produkter. Det gør vi, fordi tang indeholder mere end 10 gange så mange mineraler som nogen anden plante.

Morgenfruernes tangprodukter er baserede på udtræk af lokalt høstet savtang, blæretang, ålegræs og sukkertang. Tang hører til algefamilien, som rummer mange tusinde medlemmer lige fra mikroskopisk planteplankton til 50 meter lange havplanter.

Tang er rigt på vitaminer, antioxidanter, proteiner og aminosyrer. Alger er anti-bakterielle, de har en immunstimulerende virkning og er samtidig afgiftende og regulerende på cellestofskiftet. Derfor er tang også populært i cellulitis- og slankebehandlinger. 

Tang har desuden indholdsstoffer, der er med til at gøre hudens kollagen mere smidig. Man kalder det for "karamellisering", når de elastiske kollagenfibre bliver stive og dermed ødelægger hudens smidighed. Tang forhindrer også de frie radikaler i at gøre fedtstofferne omkring vores celler harske. Fantastisk at tænke på, at flere millioner år gamle organismer er blevet morgendagens rynkeudglattere - og så gror de i rigt mål hele vejen omkring Læsø. Læsøs beliggenhed midt i Kattegat gør faktisk, at vi har Danmarks største forekomst af både mikro- og makro-alger, som er guf for huden!